Lightyears


Atomheart på stregen mellem lys og skygge

Modsætningerne spiller både med og mod hinanden i ny lampeserie fra Lightyears, Atomheart, af designeren Morten Voss har skærm af mundblæst, syrematteret opalglas og findes både som pendel og som bord- og gulvlampe.

Den nye lampeserie, Atomheart, er designeren Morten Voss' fantasi over den klassiske fremstilling af atomet, hvor partiklernes baner aftegner koncentriske linier rundt om kernen og til sammen skitserer et dynamisk kugleformet legeme. Der er både positivt og negativt ladede partikler, lige som lys og skygge er de hinandens modsætninger, og modsætninger skaber både spænding og balance.

Lys og skygge er ligeværdige elementer i det designunivers, der førte Morten Voss frem til lampeserien Atomheart, som til september lanceres af Lightyears. Når lampen er tændt, danner skærmens udformning kontraster, der forstærker oplevelsen af glassets form, hvor ikke to vinkler er ens, men forandres hele vejen rundt. Således fremstår lampen som en kompleks og karakterfuld lyskilde med sit helt eget liv.

Atomheart fås som pendel i to størrelser og som bord- og gulvlampe. Alle fire varianter består af mundblæst syrematteret opalglas, som for pendlernes vedkommende slutter til hele vejen rundt om lyskilden og krones af et ophæng i hvid højglans. Fra centrum af denne cirkel udgår en sort tekstikledning, som effektfuld kontrast til pendlens hvide look. Den højglanslakerede overflade fra pendelophænget går igen i bord- og gulvlampens fod og base, hvilket giver et raffineret modspil til skærmens matte glas.  

Atomheart er skabt med inspiration fra designuniverset Sci-Fi, hvor alt er muligt og intet utænkeligt. Som sådan er Sci-Fi og Atomheart en hyldest til fantasien som et af menneskets mest essentielle egenskaber. Samtidig rammer Atomheart det overordnede mål med Morten Voss' design, at skabe funktionel og æstetisk merværdi. Det sker, siger han, når kendte former og materialer kombineres på nye måder, så der opstår en original og spændstig helhed, hvis funktionelle og æstetiske værdi overstiger summen af de enkelte dele.

Atomheart er Morten Voss' første opgave for Lightyears. Tidligere han han blandt andet skabt sofabordet FlightDeck (1994) og loungestolen og sofabordet Attitude (2006) for Friz Hansen.

For further information please contact Lightyears on tel: +45 87 30 12 40, Marketing Manager Gitte Skaarup(gsk@lightyears.dk) or Product and Development Manager Rasmus Markholt (rm@lightyears.dk).