Kay Bojesen – Humøret i dansk design

Kay Bojesen – Humøret i dansk design

Sep 13, 2018 – Jun 10, 2019

Trapholt åbner 13. september den største og mest omfattende udstilling nogensinde om et af Danmarks største designnavne – Kay Bojesen. Udstillingen Kay Bojesen – Humøret i dansk design inviterer ind i det spændende univers bag den innovative håndværker, der havde legen i fokus.

Kay Bojesens træfigurer er blevet et pejlemærke for dansk design og kultur. Vi genkender alle særligt aben med de lange, leddeløse arme og den lyse plet på maven, som forbindes med den runde og imødekommende mand med det gode humør og det barnlige sind. Den 13. september åbner Trapholt en unik udstilling, der udforsker den mangesidede kunsthåndværkers liv og virke og præsenterer alle designikonerne, sølvhåndværket og samtidigt indeholder mange legende elementer. Udstillingen er forsket og udviklet af Trapholt, og den mest gennemgribende publikation om Kay Bojesen til dato udkommer på åbningsdagen.

Én udstilling – tre universer 
Kay Bojesen havde markante holdninger til datidens samfund fra pædagogik til industrialisering. Trapholt præsenterer med udstillingen Kay Bojesen fra han var i lære hos sølvsmeden Georg Jensen til den internationale succes med trælegetøj i 1940-50erne. Udstillingen præsenterer Bojesens farverige personlighed i nye perspektiver og tager afsæt i tre temaer nemlig leg, håndværk og innovation. Tre temaer – og tre universer i udstillingen – hvor Bojesen har sat tydelige aftryk og som kan bringe inspiration og viden til nutiden.
Udstillingen er støttet af 15. juni Fonden, Knud Højgaards Fond, Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond, Oticon Fonden, Toyota-Fonden samt Kay Bojesen Denmark.

trapholt