Årets Arne 2016 er uddelt!

Det var med festlig fanfare af champagnepropper og glade mennesker, at arkitekturpriserne Årets Store og Lille Arne blev uddelt ved Arkitektforeningen Københavns nytårskur.

Store Arne gik til den nye multisal ved Falkonergårdens Gymnasium, tegnet af Falko Arkitekter ved professor Tage Lyneborg, Høgni T. Hansen og Carl Th. Lyneborg. Og Lille Arne gik til Københavns Kommune for deres visionære skybrudsplan.

Hovedprisen, Store Arne, der gives til såvel udførte værker som initiativer, der har løftet arkitekturen i Storkøbenhavn i det forgangne år gik til:

Ny multisal til Falkonergårdens Gymnasium af Falko Arkitekter ved professor Tage Lyneborg, Høgni T. Hansen og Carl Th. Lyneborg.

Juryen sagde: Den nye tilbygning blev tildelt Årets Store Arne for sit smukke arkitektoniske greb, hvor nyt og gammelt understøtter hinandens fortælling: Den nye tilbygning aflæser den eksisterende bygningsmasses værdier respektfuldt, samtidig med at grebet er moderne, funktionelt og indlevet. Fra det store programmatiske greb og ned til den mindste detalje, er der tale om et overbevisende og gennemført stykke arkitektur, der vidner om af arkitektonisk stædighed og omtanke. Multisalens velovervejede materialebrug og gennemtænkte plan vil give Falkonergårdens elever glæde i mange år fremover.

Falko Arkitekter modtager Årets Arne for et meget vellykket projekt, der viser en indlevet tilgang til det at bygge på et følsomt sted, med forståelse og respekt for ens omgivelser.

LÆS INTERVIEW MED VINDEREN 

Lille Arne gives til mindre værker og initiativer, ikke-realiserede projekter, skæve idéer og unge tegnestuer gik til:

Københavns Kommunes skybrudsplan.


Illustration: Sankt Kjelds Kvarter, Tredje Natur

Juryen sagde: Københavns Kommune blev tildelt Årets Lille Arne for sin strategiske indsats mod klimaforandringerne: Ved at gå faktuelt og videnskabelig til opgaven, er det lykkedes Københavns Kommune at skære i projektomkostningerne og at undgå i stor grad skjulte, dyre ingeniørtekniske løsninger, samtidig med at øge merværdien for byens borgere gennem nye, attraktive byrum.

Skydbrudsplanen ligger dermed i fin forlængelse af kommunens fokus på gode byrum, og gør København til en foregangsby på området. Og derfor glæder vi os til de næste 20 år, hvor der skal bruges næsten 12 mia. kroner på projekterne, så København kan blive ved med at være en sikker, beboelig og levende by, drevet af grøn vækst!

Kommunen modtager Lille Arne fordi de gennem en holistisk tilgang har gjort en dyd ud af nødvendighed, og transformeret et deprimerende fysisk krav til et synlig gode for byen.

LÆS INTERVIEW MED TEKNIK- OG MILJØBORGMESTER MORTEN KABELL

Fakta

Priserne blev uddelt ved Arkitektforeningen Københavns nytårskur den 29.1. Det er den Københavnske lokalafdeling, der uafhængigt indstiller og tildeler priserne til københavnske projekter.

Prisen Årets Arne blev indstiftet i 2007 af Lokalafdelingen i København. Prisen er en statuette i Akryl, præget med arkitekten Arne Jacobsens ansigt.

De nominerede var:

Store Arne
Der var, ud over vinderen, fire nominerede i kategorien:

Flerbrugerhus for DDS af Sophus Søbye Arkitekter

Cirkelbroen af Olafur Eliasson

Ny Nørreport Station af Gottlieb & Paludan, COBE og Bartenbach LichtLabor

Trafiktårnet Øst af Tranberg Arkitekter

Lille Arne
Der var, ud over vinderen, fire nominerede i kategorien:

Byens hegn: Kunstværker til metros vægge

Copenhagen Shelter

Københavns Kommune for byens bropolitik

Bygherren Falkonergårdens Gymnasium og HF for at turde den åbne projektkonkurrence

Billeder af de nominerede projekter kan ses hos Arkitektforeningen frem til den 23. februar.
Illustration: Stamers Kontor/Laura Stamer