Tatamistolen "Eri" - En japansk sløjfe.

Dansk møbeldesign nyder stor anerkendelse i Japan - det stringente formsprog, den ofte minimalistiske konstruktion, detaljeringen og den høje forarbejdnings-grad stemmer meget godt overens med japansk mentalitet og krav om kvalitet. På et overordnet plan er der også visse ligheder mellem japansk og dansk design, men ligefrem at tegne et møbel direkte til en traditionsrig japansk ceremoni kræver mere end blot mellemfolkelig forståelse.

I 1991 indbød den japanske producent Kohseki, der fremstiller og indretter japanske thehuse i hele verden - og i øvrigt også importerer danske møbler til Japan, en række danske designere til at komme med forslag til en tatamistol eller rettere: En stol til brug ved theceremonier. Hans Sandgren Jakobsen (HSJ) var blandt de inviterede og hans forslag, samt et forslag af arkitekt Verner Panton, blev udvalgt til udførelse som prototyper.

I første omgang valgte HSJ at udforme stolens base som en cirkulær ramme i stukket asketræ med top- og bundplade i krydsfiner, hvorpå der var monteret en 10 cm høj pude. Men da tatamistole normalt er meget lave - hvis man da ikke ligefrem sidder direkte på tatamimåtterne - var de japanske producenter bange for, at folk skulle "falde ned" af stolen! Resultatet blev derfor en bearbejdning af stolen, hvor bundrammen blev udskiftet med en 16 mm MDF-plade og en 3 cm tyk pude, hvilket i øvrigt også gav en meget lavere fremstillingspris. Men stolens ryg blev der heldigvis ikke ændret ved: Ryggen er formet i et stykke stukket ask ved en speciel dampbøjningsteknik, der er udviklet i Danmark og som tillader at bøje et massivt stykke træ i stort set alle retninger. Inspirationen til ryggens skulpturelle udformning har HSJ fået ved at iagttage, hvordan skærfet på de japanske kvinders kimonoer er viklet og bundet. Dette forklarer stolens navn Eri, som betyder kimono på japansk.

På prototypen var stolens pude betrukket med 100% uld, udført af tekstil-designeren Inger Mosholt Nielsen, der havde ladet sig inspirere af tatami-måtternes struktur og stramme modulering. Men i den endelige udførelse, med lav pude, valgte producenten desværre en standardvare.

HSJs tatamistol er mere japansk end dansk (alene fraværet af ben) hvad den selvfølgelig også skal være. Det vidner om et sikkert greb om tingene. På trods af stolens lille størrelse virker den spændingsfyldt, med et næsten dramatisk møde mellem sædets selvforklarende geometri og ryggens skulpturelle, men alligevel stramme udformning. Der er ingen tvivl om, at HSJ har svedt meget og længe for at få de to hovedkomponenters modstridende udtryk til at arbejde sammen visuelt. Og det er interessant at se, at stolen har kunne tåle det drastiske, markedsorienterede skift fra den første "høje" prototype til den endelige, lave udgave, uden at hovedideen er blevet banaliseret. HSJ har fastholdt sit tema med bemærkelsesværdig stædighed og har givet den lille stol en høj grad af selvstændighed. Og det er meget dansk.

Mike Rømer

Tilbage