Shhh.... Craft is Golden!

Danish Crafts' debut i Zona Tortona sidste år blev så stor en succes, at Danish Crafts atter er at finde i Zona Tortona under Milan Design Week.   Denne gang med udstillingen   MINDCRAFT 09, "Shh... Craft is Golden", der præsenterer 12 af Danmarks mest markante kunsthåndværkere og designere.   Udstillingen kan opleves i Via Savona 55a i Zona Tortona 21. - 26. april 2009.

Dansk kunsthåndværk og design befinder sig p.t. i en unik position og oplever i disse år stor international anerkendelse og efterspørgsel. Med udstillingen MINDCRAFT 09 med undertitlen "Shh... Craft is Golden" ønsker Danish Crafts at præsentere omverdenen for det store potentiale, der findes i dansk kunsthåndværk, og vise, at der er både viden, erfaring og ideer at hente, hvis man går i clinch med kunsthåndværket. Titlen refererer til det gamle ordsprog: Tale er sølv, tavshed er guld, og udstillingen sætter således fokus på de værdier, som findes i kunsthåndværket.

Guldet består i dette tilfælde af 12 reflekterende, lysende, roterende, kravlende og ikke mindst provokerende værker, der rummer ægthed, autenticitet og menneskelige værdier.

En stol i flertal, en bænk i gummi og en "dykkerklokke" i stål og aluminium

12 kunsthåndværkere og designere fra Danmarks absolutte elite viser i år 12 helt nye værker, og i lighed med sidste års MINDCRAFT 08-udstilling er de udstillede værker mere end blot materiale og teknisk kunnen. Karakteristisk for samtlige værker er, at de i lige så høj grad er en kunstnerisk kommentar til den verden, vi lever i, og at beskueren præsenteres for indhold frem for overflade. Heraf navnet MINDCRAFT, som er titlen på Danish Crafts' nye koncept, der sætter fokus på kunsthåndværkets potentiale som inspiration for design af fremtidens produkter.

Danish Crafts' udstilling MINDCRAFT 08 blev sidste år besøgt af mere end 10.000 gæster, og da udstillingen i september 2008 blev præsenteret på messen 100% design i London, modtog MINDCRAFT 08 prisen for "Best Contribution to 100% design".

De 12 deltagende kunsthåndværkere er:
Designerne Ole Jensen, Louise Campbell, Cecilie Manz, Ditte Hammerstrøm, Salto & Sigsgaard og Christian Flindt. Tekstildesigneren Astrid Krogh. Keramikerne Louise Hindsgavl, Martin Bodilsen Kaldahl, Christin Johansson og Steen Ipsen og Guldsmeden Kim Buck

Udstillingen er curateret og iscenesat af Karen Kjærgaard.

Zona Tortona
Møbelmessen i Milano, der er Europas absolut førende, oplever hvert år stor bevågenhed fra et bredt designinteresseret internationalt publikum. En række   designrelaterede begivenheder breder sig langt videre end blot til selve messen. FuoriSalone dækker over alle de designbegivenheder, der foregår uden for messeområdet. Danish Crafts udstiller i Zona Tortona - et gammelt industriområde, som de seneste år har dannet rammen om de mest toneangivende udstillinger og events uden for det officielle messeområde.

MINDCRAFT 09, "shhh... Craft is Golden" kan opleves 21.-26. april på Via Savona 55a i Zona Tortona.

Kulturminister Carina Christensen deltager i Danish Crafts' åbningsarrangement, der finder sted torsdag den 23. april fra kl. 19.00 - 22.00.

En række af de deltagende kunsthåndværkere vil ligeledes være til stede på udstillingen.

Yderligere oplysninger og evt. aftaler om individuelle interviews kan fås hos presseansvarlig Dorthe Rud Michaelsen, tlf. 3312 6162/2075 5152.  

Danish Crafts er et landsdækkende informationscenter, der har til formål at synliggøre, promovere og øge afsætningen af dansk kunsthåndværk i Danmark og i udlandet. Danish Crafts er en selvstændig institution under Kulturministeriet.