Rum-Prisen 2005 gik til Pandul

Belysningsfirmaet Pandul modtog torsdag eftermiddags årets Rum-Prisen under Copenhagen International Furniture Fair.

I forbindelse med Copenhagen International Furniture Fair blev Rum-Prisen 2006 overrakt for 27. gang. Prisen uddeles hvert år til den bedst indrettede showroom på Scandinavian Trade Mart, som er Bella Centers permanente udstilling for møbler og design.

I år gik prisen til belysningsfirmaet Pandul B4-131.



Dommerkomitéen begrunder valget af Pandul med følgende:
”Det er svært at gøre en lille stand spændende, men i tilfældet med belysningsfirmaet Pandul er det lykkedes overmåde godt. Standen er kompakt og næsten udformet
som et minimalistisk møbel med ganske få, men effektive virkemidler. Lidt uforudseelig er standen også, idet den med sine skæve vinkler i podierne og loftskassetterne driller perspektivet og får den forbipasserende til at stoppe op – og det er jo lige netop det, som en god stand skal gøre. Det er også et fint trick med den skrå sidevæg, der går over i langvæggen med en bue og dermed fremhæver podier og kassetter.

Farveskalaen på Panduls showroom er godt valgt, idet gråtonerne både fremhæver lampernes form og selve lyset fra dem. Derudover refererer farverne på en fin måde til lampernes egne farver og materialevalg.

Det er godt, at firmaet giver stor plads til at markere designerne med fotos og tekst på sidevæggen, men når det kommer til produktteksterne og designernavnene på podierne, så forekommer det noget underligt, at disse er placeret i skygge på podiernes sider og ikke på oversiden, så man vitterlig kan se dem. Det bør ændres og er i øvrigt juryens eneste indvending mod en ellers smuk og intens stand, som er indrettet af Barlby & Carlsson.”

Rum-Prisen 2006 blev overrakt af Michael Møller, Dannor/Has & Berg.


Arkitekturpris til møbelproducent – PP Møbler



Kl. 14.00 uddelte Wilhelm Hansen Fonden årets Finn Juhl Arkitekturpris til PP Møbler fra Allerød. Prisen gives til aktører i designverdenen, der bidrager til at videreudvikle og styrke den danske tradition for at skabe gennemarbejdet og innovativt design. PP Møbler modtager prisen, som anerkendelse for et mangeårigt arbejde med at fremstille møbler af høj design- og håndværksmæssig kvalitet og som anerkendelse for en insisterende og vedholdende vilje til at eksperimentere og udvikle nye
prototyper. Det er første gang prisen går til en møbelproducent.


Læs mere på www.furniturefair.dk
Få mere information hos:
Udstillingschef Jesper Åndahl, Bella Center, tlf.: 32 47 21 01 /
jaan@bellacenter.dk