Kunstindustrimuseet viser jubilæumsudstillingen
” 40 chairs in four feet ”
fra den 27. januar til den 7. maj 2006

I forbindelse med 40-års jubilæet for David Rowlands banebrydende
stol ”40/4” har 22 internationalt kendte designere, ud fra personlige
holdninger til form og funktion, skabt deres egne fortolkninger af
stolens smukke, enkle og funktionelle design. Tag del i denne
internationale hyldest til en design-klassiker og få en inspirerende
designoplevelse.

Stolen ”40/4” er kendt som den første og til stadighed mest
velfungerende stabelstol. 40 stole fylder blot 4 fod i højden. Deraf
navnet ”40/4”. Og ud over den imponerende stabelevne er David
Rowland ikke gået på kompromis med hverken siddekomfort, æstetik
eller produktionsrationale.

”40/4” har været i uafbrudt produktion, siden den blev lanceret i 1964, og er i dag solgt i mere end 8.000.000 eksemplarer. Stolen findes bl.a. i Louvre og Eiffeltårnet i Paris, Reichstag i Berlin og St. Paul’s Cathedral i London. I Danmark findes stolen bl.a. i Charlottehaven, Brandts, Arbejdermuseet, CEU Kolding, Kulturøen i Middelfart, IT-Universitetet, Kolding Teater, Rosendahl og TV-Byen.
                                                                                       
22 kendte designere, fra Island til Japan, er i forbindelse med 40/4
stolens 40-års jubilæum blevet indbudt til at lave deres personlige
fortolkning af stolen. Det er blevet til skæve, kreative, men også
rationelle fortolkninger, som nu vises på Kunstindustrimuseet i
København. En begrænset del af udstillingen blev vist første gang på
møbelmessen i København i 2004. Siden har udstillingen været i Køln,
Berlin, München, på Milano Triennale og senest på Svensk Form i
Stockholm.
Boris Berlin/Komplot Design er kurator på projektet og står for
udstillingsdesign. Stolen og udstillingen produceres i Danmark af
HOWE a/s.

Velkommen til officiel åbning den 26. januar kl. 17.00-19.00, hvor arkitekt MAA Merete Ahnfeldt-Mollerup fortæller om stolens – og dens designers – historie. Flere af designerne vil være til stede under åbningen.

Deltagende designere:
Simo Heikkilä - Finland
Yrjö & Kristina Wiherheimo - Finland
Timo Salli - Finland
Finn Sködt - Danmark
Louise Campbell - Danmark
Nanna Ditzel - Danmark
Gunilla Allard - Sverige
Konstantin Grcic - Tyskland
Justus Kolberg- Tyskland
Erik Simonsen - Danmark
Sigurdur Gústafsson - Island
Patricia Urquiola - Spanien/Italien
Piero Lissoni - Italien
Shigeru Uchida - Japan
Boris Berlin & Poul Christiansen - Danmark
Hans Sandgren Jakobsen – Danmark
John Bollen - England
Arik Levy - Israel/Frankrig
Alfredo Häberli - Argentina/Schweiz
Fredrik Mattson – Sverige


DET DANSKE
KUNSTINDUSTRIMUSEUM
BREDGADE 68
DENMARK
TEL +45 3318 5660
FAX +45 3318 5666
INFO@KUNSTINDUSTRIMUSEET.DK
WWW.KUNSTINDUSTRIMUSEET.DK

THE NATIONAL ART
& DESIGN LIBRARY
BIB@KUNSTINDUSTRIMUSEET.DK
WWW.DKIM.DK