Lightyears


Energivenlig minimalisme med LED i kompakt udendørslampe fra Lightyears

Diamond af designeren Mads Odgaard er gennemført minimalistisk. Og den er Lightyears' første lampe med LED som lyskilde.

Diamanten er et af de hårdeste, mest robuste og uforgængelige materialer på Jorden. Og et af de enkleste og smukkeste. Diamantens karakteregenskaber var fikspunkter for designeren Mads Odgaard, da han skabte udendørslampen Diamond til Lightyears.

Diamond er den første lampe med LED fra Lightyears. Og den vedligeholdelsesfri lyskilde LED er indlysende rigtig til udendørs brug. Med et energikrav på bare 8,5 W brænder lysdioderne i 50.000 timer, hvilket med et normalt forbrugsmønster giver Diamond en levetid på 15-20 år. Den er robust, funktionel og energivenlig.

Diamond er bygget op omkring et ligesidet aluminiumskors monteret på en kvadratisk ramme, der ligeledes er udført i aluminium. I hvert af de fire felter, korset danner, sidder en lysdiode bag en diffuser af slagfast opal-polycarbonat. Et indbygget gitter retter lyset nedad og sikrer dermed et behageligt lys med minimal blænding

Den enkle og kompakte form sikrer, at Diamond passer ind overalt uden at optage mere plads eller fokus end højst nødvendigt. Med Diamond får man en samlet økonomisk og miljømæssig løsning, som er intet mindre end forbilledlig - uden at gå på kompromis med lysudbyttet.

Sådan lever Diamond på smuk vis op til Mads Odgaards statement om, at 'tingene, vi omgiver os med, skal have synlig identitet, der afspejler funktionen'.

Mads Odgaard er en designer, der søger mod det universelle. Og ifølge ham går vejen til det universelle via forenklingen. Når vi forenkler, bevæger vi os i retning af produktets funktionelle kerne, hvor alle kulturelle og smagsrelaterede lag er skrællet af - eller i hvert fald reduceret til et minimum.

Således renset for alt overflødigt fremstår produktet rent, enkelt og logisk. Men også imødekommende, fordi produktets funktionelle identitet er til at få øje på, uanset hvem man er. Det vil i al sin enkelhed sige, at en lampe formgivet af Mads Odgaard giver sig glasklart til kende som det, den er: En lampe - et redskab til at sprede lys. Ganske enkelt.

Diamond vil være i handlen fra september 2008.

 


Yderligere oplysninger fås hos Lightyears på tlf. 87 30 12 40,
marketing koordinator Gitte Nielsen (gn@lightyears.dk)
eller produkt- og udviklingschef Rasmus Markholt (rm@lightyears.dk).