Home

Svens(k)Design -
Källemo og Sven Lundh
på Trapholt

16.september 2005 -2.januar 2006


Svens(k)design – Sven Lundh og Källemo

De to svenske møbelgiganter.
Sverige har to møbel firmaer,der er giganter på hver deres måde:Ikea og Källemo. Grundlæggerne bag de to imperier er næsten jævnaldrende,Ingvar Kamprad blev født i 1926,mens Sven Lundh blev født året før, i 1925. Men her holder sammenligningerne også op.Hvor Ikea har fokuseret på billige møbler, alle kunne betale,ved at udnytte fordelene ved stordrift og masseproduktion, er Sven Lundh gået i en helt anden retning.Han har alle dage fokuseret på kvalitet, vel at mærke dén form for kvalitet som ikke bare kan måles af med forskellige belastningsmaskiner, som det svenske møbelinstitut har gjort i en årrække. Sven Lundh taler om dén kvalitet, som kun øjet kan se, og går ikke så meget op, om tingene nødvendigvis er perfekte. For fejl er jo tegn på den ægte vare, som han siger og ikke mindst tegn på spor af menneskehånd. Sven Lundh har rusket i den svenske møbelbranche og er blevet anklaget for,at hans møbelproduktion er mere kunst end møbler.Dertil siger han blot,at kunsten lærer os at se – og det mest utrolige er, at han har lavet en god virksomhed ud af det.

En stol i beton.
Op igennem 1950-60erne arbejdede Sven Lundh med dygtige designere som Yngve Ekström, Bruno Mathsson, Piet Hein og Hans J.Wegner, alle designere som overvejende arbejder med træet som materiale. Og Sven Lundh har stadig en forkærlighed til bl.a.den danske designer Hans J.Wegners evne til at udnytte træet som materiale. Men det skulle blive et helt andet materiale, der for alvor satte Sven Lundh og hans firma Källemo på det internationale designlandkort. Källemo blev grundlagt i 1970 i Värnamo, hvor Sven Lundh har boet siden 1945. Gennembruddet kommer i 1982, hvor Källemo gør sig internationalt bemærket med en stol designet af Jonas Bohlin – en stol i beton og jern!!

Hvad er god formgivning?
Stolen ”Concrete ” blev indledningen til en lang række diskussioner om ”god smag ” og ”god form ” både i Sverige og i udlandet.. Sverige har som Danmark en stærk tradition for det enkle og funktionelle, og Sverige har endda haft en institution, Svensk Form, der i mange år så det som sin opgave at uddanne folk til at værdsætte den gode, enkle smag. Et ideologisk projekt som de seneste år er blevet undersøgt,beskrevet og kritiseret af bl.a.den svenske designforsker Linda Rampell, som i efteråret gav et foredrag på Trapholt.Jonas Bohlins betonstol ramte den svenske folkesjæl som en bombe, for stolen er ganske vist enkel, men funktionel
er den ikke.Den er heller ikke ergonomisk, men hvad er den så? Stolen markerer for alvor en holdning til kunst og design, at kunst er en vigtig inspirationskilde for alle, der tænker kreativt.Derudover gjorde stolen opmærksom på, at Källemo var og er en virksomhed med en markant – og nyskabende – holdning til møbeldesign og ikke mindst en virksomhed der gerne opererer i dét krydsfelt,der ligger mellem design og kunst.I en tid hvor de fleste producenter har fokuseret på profit,har Sven Lundh haft modet til at gå i den komplet modsatte retning og har lanceret dyre,nummererede møbler designet af bl.a. Mats Theselius. Møbler som kunst – eller kunst som møbler.. Det vigtigste er at blive ved med at stille spørgsmål: hvad er design og hvad er kunst? Som et muligt svar herpå, har Sven Lundh sagt: ”Det skall tåla ögats slitage ” – det skal kunne tåle øjets slitage..

Udstillingen er tænkt som en hyldest til Sven Lundh. En hyldest til en producent, der tør tage chancer og ikke mindst give chancen til de unge designere. Sven Lundh er en mand,man ser op til, og at få et møbel i produktion hos Källemo er i sig selv en
blåstempling for en designer. I Danmark diskuterer vi stadig, hvorvidt retro er død og hvordan og hvem, der skal løfte arven efter guldalderen i dansk formgivning med koryfæer som Arne Jacobsen, Finn Juhl, Børge Mogensen og Nanna Ditzel. I Sverige er de kommet videre, til dels takket været Sven Lundhs mod og evne til at tænke møbelproduktion anderledes. Man kunne ønske, at vi havde en Sven Lundh i Danmark – de dygtige designere har vi jo!!

Mette Strømgaard Dalby
Museumsinspektör -Design &Kunsthåndværk

Trapholt
Trapholt er navnet på et af landets yngste museer. Første etape af det utraditionelle bygningsanlæg blev indviet sommeren 1988 som resultatet af en landsomfattende arkitektkonkurrence. En stor udvidelse, omfattende bl.a.et møbelmuseum og en hal til særudstillinger,kom til i efteråret 1996, så nu er Trapholt også et af landets største museer.

Siden indvielsen har Trapholt været omfattet af en stadigt voksende interesse fra såvel presse som publikum. Denne udvikling skyldes uden tvivl en række positive forhold, der tilsammen har gjort museet til et attraktivt udflugtsmål:den centrale geografiske beliggenhed,de naturskønne omgivelser, moderne arkitektur af høj kvalitet, alsidige samlinger og et varieret program af særudstillinger.

Museets samlinger indeholder dansk billedkunst, kunsthåndværk og møbeldesign
efter år 1900, en specialisering,der har gjort det muligt at arrangere udstillinger, hvor grænseområdet mellem billedkunst, kunsthåndværk og design belyses. Dette har i høj grad været med til at give Trapholt karakter, samtidig med at museet har fået et meget stort publikum i tale ud over de kunstinteresserede, nemlig alle de mennesker, der interesserer sig for boligens indretning och for smukke håndgjorte ting. Foruden udstillingen af værker fra egne samlinger arrangeres hvert år en række særudstillinger, hvor også udenlandsk billedkunst, kunsthåndværk og møbeldesign præsenteres.

MUSEUM FOR MODERNE KUNST, KUNSTHÅNDVÆRK, DESIGN OG MØBELDESIGN
Trapholt, Æblehaven 23, DK-6000 Kolding, www.trapholt.dk